Formålet med projektet “Rum for læring – udvikling i fællesskab” er at dokumentere og udvikle praksis i undervisningsrummet sammen med lærere og elever. Møbler og didaktiske benspænd er udfordringen. Videoer med klip fra ny praksis og interview med deltagere skal være tilgængelige for alle og skabe den platform, som gør det muligt for skoler og undervisere at prøve ny praksis.

Visionen for dette projekt er, at give alle mulighed for at se ny praksis i undervisningsrummet som kan styrke læringsfællesskabet. Klasselokalers indretning har ikke forandret sig væsentligt gennem de sidste mange årtier. Kendskab til elevernes læringsstile, motivation samt betydning af samarbejde og bevægelse er gået sporløs forbi den fysiske indretning. Hvad styrer praksis i undervisningsrummet? Hvilken betydning har det fysiske inventar for læringsmiljøet?

De fysiske rammer og genstande afspejler historien og traditionen for, hvordan man har forholdt sig til skole gennem tiden. Skolens fysiske indretninger afspejler således en logik og nogle principper, som den sociale og faglige praksis forventes at fungere efter. Den viden er støbt ind i mure og vægge og virker tilbage på deltagerne – den fysiske verden sætter sig aftryk i vores bevidsthed. Når vi som lærere underviser, har vi med andre ord hele vores skolehistorie med os. En række mentale praksisbilleder, som sammen med den fysiske indretning gør, at vi ofte gentager den undervisning vi selv har deltaget i. Pædagogisk praksis er ikke blot noget, der ligger i forlængelse af af teoretiske og rationelle overvejelser og målformuleringer – den skal udvikles og trænes i kontekst. Den praktiske kundskab er erfaringsbaseret.
På læreruddannelsen i Århus har undertegnede gennem 7 år arbejdet med at forske i og udvikle indretning og praksis i undervisningsrum i samarbejde med skoler og lærerstuderende. Vi har indrettet klasselaboratorier med fleksible møbler der giver nye muligheder i undervisningssituationen. Møbler og stole kan på kort tid opstille i ex rundkreds, rækker og i punkter afhængig af hvilken interaktion mellem lærer og elever man ønsker og understøtter koncentration, nærvær og bevægelse i undervisningen. MEN – når man køber nye møbler på skolerne er det stadig de traditionelle borde og stole – MAN tør ikke andet.

I forbindelse med nybyggeri og indretning af lokaler har man det omvendte problem. Møbler giver nye muligheder, men praksis i rummene bliver ikke udnyttet, da underviser og elever ingen praksiserfaringer har fået med møblerne. Vi er startet på at hente og skabe viden, der kan videreformidles. Klasselaboratoriet på VIA er flyttet til Solbjerg skoles 6.c i tre uger. Børn og lærere afprøver og udvikler praksis efter instruktion i muligheder. Vi har optaget en kort film fra praksis i tre fag og lavet interviews om det svære og fantastiske med elever, ledelse og lærere og arrangerer forældremøder, som kan ses her på hjemmesiden.

Vi søger økonomisk hjælp til at få projektet i gang for alvor, da vi ønsker at producere flere film om praksis i gamle og nyindrettede undervisningsrum og etablere formidlingsplatforme – til gavn for alle læringsfællesskaber. Næste led i drømmen er indretning af mobile containere, hvor skoler afprøver undervisning i rum og BEGRUNDER indkøb af møbler med visioner.

 

Projektets organisering

Projektet gennemføres af en tværfaglig og tværprofessionel vidensgruppe som er eksperter på området
bestående af:

  • Ella Jørgensen, lektor, cand.pæd.pæd, lærer, proceskonsulent,  VIA læreruddannelsen i Århus
  • Mette Blicher Folmer, ph.d arkitekt, sygeplejerske, konsulent, FOLMER studio Aps, Solbjerg
  • Morten Telling, Manager & Owner, Moxtell Productions, Malling